Shinichi Suzuki

af Jan Matthiesen

Suzukimetoden blev udviklet af den japanske violinpædagog Dr. Shinichi Suzuki.

Suzuki er en gammel instrumentbyggerfamilie, og Shinichi voksede op på sin fars violinfabrik i Nagoya. Det hørte til sjældenhederne at spille violin i Japan, men efter at have hørt en indspilning med Misha Elman, tog Suzuki en violin og lærte sig selv at spille på den efter gehør. Han tog en handelseksamen og startede med at arbejdede på familien violinfabrik (som på det tidspunkt hørte til blandt verdens største). Sygdom tvang ham på en rekreationstur, hvor han bl.a. mødte Marquis Tokugawa, som efter at have hørt, Suzuki spille, opfordrede ham til at studere violin. Dette resulterede i, at han rejste sammen med Marquisen til Europa for at studere violin. Her endte han i Tyskland, hvor han kom til at studere hos Carl Klingler. I de otte år han var i Berlin i 1920’erne, blev han en del af det rige kulturliv og mødte en del store personligheder, bl.a. Albert Einstein. Her mødte han også sin fremtidige kone, Waltraut Prange. Pga. moderens sygdom returnerede han til Japan, hvor han blev den første japanske koncertviolinist, og sammen med sine brødre dannede han Suzuki-familiens Strygekvartet. De turnerede rundt i landet indtil depressionen. Suzuki blev udnævnt til lærer ved den Kejserlige Musikskole og Kunitachi Musikskolen i Tokyo. En dag kom en far med sin lille søn på 4 år hen til ham og spurgte, om han kunne undervise drengen. Tidligere havde han kun undervist voksne elever og måtte derfor først overveje, hvordan han kunne gribe det an. Ved en øveaften hjemme hos en af sine brødre bemærkede han, at de små børn talte flydende japansk. Han erkendte det store indlæringspotentiale hos helt små børn, og at den måde børn lærer deres modersmål på, må være en meget effektiv undervisningsmetode. Dette var startskuddet på udviklingen af hans metode til undervisning af små børn i violinspil. Hans undervisning fik en pause under 2. verdenskrig, hvor violinfabrikken blev omdannet til at lave pontoner til flyvemaskiner og han blev sat til at hjælpe der. Efter krigen blev han opfordret til at komme til Matsumoto for at hjælpe med at starte en musikskole. Han brugte resten af sin karriere på udviklingen af undervisning af små børn. I 1964 tog den første gruppe af unge japanske violinister til USA for at optræde, amerikanerne var begejstrede, flere rejste til Japan for at studere metoden nærmere, i dag har metoden spredt sig til hele verden og er blevet udviklet på flere instrumenter. Suzuki døde d. 17. januar 1998 – 99 år gammel.

Små børn kan lære et helt sprog Ved en kvartetaften studsede Suzuki over, hvor godt små børn kan lære et sprog. De taler flydende i en alder af 3, – han selv derimod talte selv efter flere år i Tyskland dårligt tysk og havde et begrænset ordforråd. Der måtte altså ligge en meget effektiv indlæringsmetode til grund for tilegnelsen af modersmålet. Små børn ikke alene taler sproget, men har også fået fat i de små detaljer, som udgør dialekten. Børn i København og børn i Århus taler ikke på samme måde, selvom de taler det samme sprog. Hvis en voksen studerer et sprog, vil han være meget længere tid om at nå det samme niveau mht. ordforråd og intuitiv grammatikforståelse, og de små nuancer i sproget vil meget sjældent komme med. Små børn må altså have et utroligt potentiale for indlæring. Suzuki gav sig til at tænke over hvordan et barn lærer at tale, og hvordan principperne kunne overføres til undervisning i musik.