Modersmålsmetoden
af Jan Matthiesen
Der bliver talt til barnet, lige fra det bliver født. Barnet lærer det sprog, der er i dets omgivelser, miljøet. Barnet begynder at efterligne de lyde, det hører. De første ord, der forsøges med, er de ord, der er knyttet til tryghed – mad, mor osv. Til at begynde med ligner ordene ikke særlig meget, og det er ofte kun forældrene, der kan forstå dem. Men barnet forsætter vedholdende med at forbedre på ordene, så kvaliteten bliver bedre og bedre. Det første ord er lang tid undervejs, det næste kommer hurtigere, så hurtigere og hurtigere. Til sidst går det så hurtigt, at man ikke længere kan følge med. Efterhånden som barnet lærer nye ord, glemmer det ikke de gamle, men fortsætter derimod med at øve på dem og forbedre kvaliteten af dem. Barnet lærer et helt sprog uden at kunne læse et bogstav og uden at kende til grammatik. Hvis man vil overføre disse principper til musikundervisning, betyder det altså:
- Tidlig start. Jo yngre de er, når de starter, des mere åbne er de for indlæring, og det de lærer bliver mere naturligt for dem. Derfor er det bedst at starte så snart, det er fysisk muligt for dem.
- Musik i hjemmet. Barnet skal omgives af musik, høre den musik, der skal læres, så meget som muligt og så tidligt som muligt. Dette klares gennem CD=er og bånd. Jo bedre børnene kender musikken, des hurtigere går indlæringen – ligesom jo mere man taler til et barn, des hurtigere lærer det at tale.
- Det gælder om at føle sig tryg. Undervisningen skal foregå i en tryg atmosfære, hvilket opnås ved hjælp af opmuntringer, lege og ros, fremfor kritik og pression.
- Konstant forbedring af repertoire. Indstudering af nye stykker foregår samtidig med forbedring af gamle. Repertoiret udvides og forbedres vedvarende. I traditionel undervisning går man normalt videre til næste stykke og glemmer det gamle.
- På gehør. Indstuderingen foregår uden noder og teori. Øvelser pakkes ind som lege.
- Kvalitet. Der skal være kvalitet i det de hører og i øvningen. Et barn kan nemlig lige så godt lære at synge falsk som at synge rent.